Dalsminde Sommerhusområde

DalsmindeSommerhusområde opstod I 1965, hvor der blev udstykket ca. 70 store sommerhusgrunde.

Området ligger tæt ved Ajstrup, som er en lille landsby med masser afildsjæle og forskellige aktiviteter, som vi alle har mulighed for at deltage i. Her er et link til deres hjemmeside: www.ajstruplandsby.dk

Dalsminde Sommerhusområde består af en kombination af sommerhusejere, lodsejere uden beboelse, helårsbeboere og bopælspligtige lodsejere.

Foreningen afholder 1 – 2 arbejdsweekender om året, hvor vi i fællesskab udfører diverse projekter og vedligeholdelse af fællesareale, fx trimning af vores stier, træfældning, lettere renovering af vejene etc., men også en masse latter og snak.

Dalsminde Sommerhusområde ligger i Falslev-Vindblæs Sogn i Mariagerfjord Kommune. Der er kun 6-8 km til Hadsund og 15 km til rosernes by – Mariager. Af større byer i nærheden kan nævnes Randers (30 km) og Ålborg (53 km), og for de badelystne er vi beriget med en skøn badestrand i Øster Hurup (25 km).

Dalsminde Sommerhusområde ligger som tidligere nævnt ved Ajstrup Bugt. Ajstrup Bugt ligger langs sydsiden af Mariager Fjord og ca. 6 km sydøst for Hadsund. Ajstrup Bugt er et fredet område, rigt på natur og fortidsminder såsom gamle, dybe hulveje og stejle skrænter ned mod flade kystarealer, som er hævet havbund fra stenalderhavet. De kystnære skove har i århundreder været brugt til afgræsning og stævning og rummer mange spændende planter og et rigt fugleliv.

Læs mere her: Mariagerfjords folder om Ajstrup Bugt .

 

I 2015 fik foreningen dispensation af Mariagerfjord Kommune efter naturbeskyttelseslovens § 3 til rydning af vedplanter i beskyttet natur. Det betød, at vi kunne komme i gang med udtynding af selvsåede træer m.m. i moseområdet. Udtyndingsprojektet udførtes hovedsageligt af foreningens medlemmer via selvskovning eller på en af foreningens arbejdsweekender.

I forbindelse med vores udtyndingsprojekt var tanken den, at fællesarealerne efterfølgende skulle vedligeholdes via naturpleje. I henhold til en rapport fra amtets tid i 1994 var fællesarealet beriget med en fin flora karakteristisk for naturtypen hede på arealet, med bl.a. karakteristiske hedeplanter såsom lyng, liden klokke, sandstar, blåhat og blåmunke, samt en række andre arter.

I forbindelse med statens besøg i 2012 viste det sig, at arealet havde mistet noget kvalitet siden 1994, men også, at der stadigvæk findes flere interessante arter i området. Vi håber, at med den rigtige naturpleje, at floraen fra de omkringliggende naturfredede arealer med tiden kan sprede sig til vores arealer. For eksempel den sjældne Opret Kobjælde og Gul Evighedsblomst er nogle af de planter, vores skønne fællesareal kan blive beriget med.

Foreningen har siden 2013 haft får til at afgræsse fællesarealerne. 2017 havde vi både geder og får til at afgræsse vores område nede omkring søen. På generalforsamlingen i 2017 blev det vedtaget at forny aftalen om afgræsning i yderligere 5 år, perioden 2018-2022, med vores nuværende dyreholder Jan Rasmussen.

I 2021 indgik foreningen en trepartsaftale mellem foreningen, dyreholder Jan Rasmussen og Mariagerfjord kommune om at naturpleje af dalen ved hjælp af en mindre intensiv afgræsning med heste og kvæg med en begrænset dyrepopulationer, afgræsning hele året og brug af græssende geder kun til at rydde arealer som er ved at springe i skov.

Formålet med naturplejeaftalen /græsningsaftalen er at arealet er beskyttet efter naturbeskyttelseslovens §3 og formålet med plejen via afgræsningen er at sikre, at der udvikles en artsrig og blomstrende flora gennem udførelsen af en ekstensiv helårsgræsning.